Siden jeg kom til Danmark i 1999 har jeg været fascineret af den danske værtshuskultur. Den er unik, og har rødder langt tilbage i tiden. Man havde de gamle knejper rundt i byerne. Under den industrielle revolution, hvor store familier blev stuvet ind i små lejligheder, blev ofte værtshusene den ekstra stue. For mange er det fortsat et hjem hvor du møder venner. På værtshus er der ikke forskel på menneskers baggrund, du bliver taget for den du er som menneske.

Værtshusene har altid været under pres, men specielt de seneste år. Mange har forsvundet. Jeg har skrevet bloggen ”Gule Gardiner og Klassikere” siden 2007, og man kan faktisk se hvordan værtshusene har forandret sig de seneste år, ofte sammenfaldende med ølrevolutionen.